Popkonst og de unge: en revolutionær revolution

I foråret 1956 lancerede forfatteren og kunstteoretiker Lawrence Alloway begrebet "Pop-Art" – en kunstrørelse, der åbnede nye perspektiver for den akademiske verden og revolutionerede den daværende kulturscène. Ligeledes åbnede den en del af dørene til et nyt koncept om kreativitet og kærlighed til det uforudsigelige. En generation af youngbloods i Europa og Amerika begyndte at svare på budskabet og at skabe en ny tilgang til billedkunst, musik, litteratur og film. Popkonsten blev en manifesto for en tidsålder, der blev præget af foranderlighed, frihed og individualitet.

Årstallet 1956, en ålderdommelig begyndelse

Når man går tilbage i tiden, kan man forestille sig et Europa, hvor den anden verdenskrig lige var afsluttet og en ny internationale orden stod på grundlag af forfatningen af Genève fra 1950. Det var en tid, hvor den frie verden stod ovenfor en meget truet balance og hvor befolkningen ønskede sikkerhed, stabilitet og velvære. Konceptet "Pop-Art" var præcis en modreaktion mod denne sikkerheds- og stabsmentalitet. Lawrence Alloway og andre kunstforskere tog deres tilgang til samtidens bredt udbrede populærkultur og medier, hvoraf de tidligere ikke havde overvejet som følelsesmæssig eller konceptuelt værdifuld.

Allerede tidligere i 1950’erne var der en langsomt begyndende udvikling af en konstretning, der ønskede at afvige fra den daværende elitekunst, der bestod af tidssvase, abstrakt ekspressionisme og lyme. Man kan se billeder af kunstnere som Roy Lichtenstein, Andy Warhol, Jasper Johns, James Rosenquist og Robert Rauschenberg, der begyndte at bruge materialet fra de daglige stuer og øjebliksfotografier for at skabe nye billeder.

Den moderne urbanitet, en ny virkelighed

Popkonsten var fuld af karakteristikaerne for den moderne urbanitet – den anonymitet, den isolerende modernitet og det teknologiske gennemslagsstykke, der skillede menneskene fra deres omverden. Nye bymiljøer, som Disneyland, Las Vegas og Times Square, blev områderne, hvor mænd og kvinder skabte identiteterne deres eget væsen – og hvor de kunne leve deres egne liv – frit for de traditionelle samfundsroller.

Andy Warhol’s serier fra 1963, "Skønheder i New York", er en illustration af den nye urbanité. Her samler han i billeder af øjeblikk fra alle dele af den moderne by – fra gæster på fester til soldater på politistation – og giver dermed en ærlig oversigt over dagliglivet i en stadig mere turbulent og forandringsfokuseret tid.

Modstrømmen mod æstetik

Popkonstens mod til at udfordre tidssvares æstetiske normer var en øjebliksrevolution mod den traditionelle kunstforskel imellem øl og maleri. Dette var også en mod til den akademiske elite, som havde tilkendte sig en enkelvis og rationel perception af kunst og kultur.

I 1959 udgav Roy Lichtenstein værket "Drowning Girl", et bemærkelsesværdigt skildræs af den amerikanske tegneserielitteratur. Her lancerede han et nyt format, et nytt syn på billedoplevelsen og indledte dermed en udfordring af den eksistente åndelige ledelse.

James Rosenquist’ værk "F-111" fra 1965 – et 24-meter langt billede af en Amerikansk bombefly – repræsenterer en afgørende milepæl i det moderne kunstsprog. Billedet bruger en stribe af materialer og temaer, hvoraf nogle var tidligere ugentlige, mens andre var teknologiske nydannelser.

Frihed og samfundsrettigheder, en ny form for politiske engagement

I 1960’erne blomstrede den politiske bevidsthed og mobiliserede unge mennesker modkrigser, racisme og forUREN. Konstnere som Andy Warhol, Allen Ginsberg, Jack Kerouac og Bob Dylan udgjorde en elitesæt af forfattere, sanger og skabere, der skrev og sang modkrig.

Denne røde del af 60’erne forvandlede popkonst til en modreaktion mod den traditionelle elitekultur og til et engagement i politik og samfund. Konstnere såsom Jasper Johns og Robert Rauschenberg brugte deres billedkunst til at tilbyde sine egne øjeblikkes syn på forandringer i samfund og politisk udfoldning.

Gennembruddet og samfundsrespons

Popkonstens populære succes – eller "glamour", som det gik – inspirerede i 1968 den franske kunstteoretiker Claude Lévi-Strauss til at fastslå popkonst som en "folkets kunst". Han beskrev denne nye kunstrørelse som en del af en massebevidsthed, hvor folk begyndte at forstå kreativitet og kulturskaberi som væsentlige bestanddele af deres egen væsen.

Allerede på begyndelsen af 1970’erne begyndte populærkulturen at svare på Pop-Art budskabet – i film og musik indtil i sociale og politiske bevægelsesgange. Grupper som hippierne og punkerne omdefinerede traditionelle skilninger imellem forfatter, kunstner og musiker.

Værdighed og accept, en generation tilbage i tiden

Popkonsten er i dag en del af vores nuværende kulturlandskab, hvor skabelonfrihed, innovation og kritisk tænkning udgør selve fundamentet for vores daglige identiteter.

Når man går tilbage i tiden og ser på Pop-Art som en revolusjonsbevægelse, kan man konstatere, at de unge generationer, der åbnede sig for denne new wave, og som skabte en række nye samfundsprojekter og kunstprojekter. De havde ikke blot øjnene for en ny syn på billedkunst og populærkultur, men også for at de selv udgjorde en del af en stor tidsålders revolutionering.

Popkonstens historie er samtidig også en historie om en samfundsdebat om identitet, kunst, popularitet og etnisk opløsning. Samfundsønsker, der var ukendte dengang Pop-Art havde sin kulmination, åbnede således måder for os, som vil komme generationer fremtidig.

Et sprogkultur, et kulturfelt, en ny tilgang til billedkunst – det er alligevel samme Popkonst, vi i dag beskriver som en revolutionært revolution mod tidssvares æstetiske og sociale normer.

See our Pop Art Art Here